Hjem - Lions - Aarstidens Kvinder

Menu

Penge til børn som mistrives

Aarstidens Kvinder giver penge til børn som mistrives
”Tak til alle som støtter os - uden den opbakning kunne vi ganske enkelt ikke gøre den forskel, vi gør,” understreger Jette Søndergaard som i år har stået i spidsen for Aarstidens Kvinder.

Fra venstre Lene Gamrath, viceforstander på julemærkehjemmet i Hobro og Jette Søndergaard præsident i Lions - Aarstidens Kvinder.

For nylig overrakte hun 15.000 tusinde kroner til  viceforstander Lene Gamrath fra julemærkehjemmet i Hobro. Derved støtter Lions - Aarstidens Kvinder julemærkehjemmets vigtige arbejde med børn og deres familier. Julemærkehjemmet modtager børn som mistrives, er ensomme, socialt isolerede, har lavt selvværd eller har været udsat for mobning.

Børns fysiske og psykiske helbred forbedres
Ingen børn fortjener en hverdag, hvor de er ensomme eller har ondt i maven, og derfor støtter lionskvinderne op om julemærkehjemmets indsats. Ved et nyligt besøg af Lene Gamrath fik klubbens medlemmer fx indsigt i børnenes hverdag før og efter et ophold på julemærkehjemmet. Det viste sig, at alle børn forbedrer det mentale helbred og den fysiske sundhed ved et ophold.

Forældresamarbejde og øget selvtillid
Lene fortalte, at det væsentlige er forældreinddragelse som de i den seneste tid har haft ekstra fokus på. De gør alt, for at sikre en god tilbagevenden til deres familier, så de kan fastholde de gode vaner. Tal for børnenes forbedrede trivsel er markant. Før opholdet har hele 69 procent af børnene oplevet mobning - og blot 14 procent oplevede det efterfølgende. Selvtilliden får et boost - før opholdet troede kun 26 procent af børnene på sig selv, og det tal stiger typisk til 71 procent efter de 10 uger på julemærkehjemmet i Hobro.

På julemærkehjemmet er der plads til 48 børn, og geografisk tager de imod børn helt fra Horsens til Skagen. Børnene er i alderen fra 7 til 14 år, og et ophold varer typisk 10 uger.

Følg Lions